Her kan du finde en masse tegninger fra mine bøger og andre, der bare er sjov og ballade. De fleste har jeg selv lavet, men visse er lavet af den dygtige tegner, Aske Schmidt Rose, som har lavet forsider til mange af mine bøger. 

I novellen "Öjvind Kramers monstre" samler hovedpersonen på nogle klistermærker med monstre på. Jeg var meget inspireret af "Topps Ugly Stickers", som jeg selv samlede på som lille. Monsteret øverst til højre med de tre ansigtet er inspireret af et monster fra filmen "Dead Heat", og monsteret nederst til venstre med den lodrette mund er inspireret af et væsen, der hedder en 'Gug' fra H.P. Lovecrafts univers. 
En tuschskitse jeg lavede af en slimet og opløst hund. Man får ikke så meget lyst til at kæle med den, vel? Tegningen er ikke blevet brugt til noget ... endnu!
Der sker ikke det helt store på den her tegning, men jeg er ret glad for den. Vi har at gøre med hovedpersonen fra novellen "Strengelegen" (også fra "Öjvind Kramers monstre), som er en totalt udbrændt rockguitarist - og jeg synes, jeg fangede det udbrændte ret godt.   
Fra "Døden venter i Thule". Hovedpersonen kigger sig i spejlet og opdager, at ... ja, der mangler ligesom noget. Man kan se lige ind til hjernen! 
Aske Schmidt Roses fænomenale tegning til "Rummets guder bind 1". Elsker den tegning, den emmer af Lovecraft, og der er så mange fine, små detaljer ... blækhuset på bordet ... den lille lampe ...
Originaltegningen til "Slikzombierne". Her har jeg været rimelig kaotisk til mode og har fyldt papiret med farveprøver og noter. Jeg tegner med filtpenne og farver med tuscher, så det er vigtigt at vide, hvordan farven ser ud på papir, inden jeg begynder at farve inde på selve tegningen. Oppe til højre har jeg skrevet at jeg mangler en rødbrun tusch. Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg fik købt den!
Den her drabelige tegning (Fra novellen "Strengelegen"), hvor nogle hjernevaskede koncertgængere skærer sig selv til blods med glasskår, blev bragt i kæmpestort format i forbindelse med en anmeldelse i Politiken. Jeg blev temmelig overrasket over, at de ville bruge lige netop den tegning som blikfang til anmeldelsen - for den var så klam, at jeg næsten skammede mig lidt over den.   
Huskebloks-tegning som lige fik en gang farve og en tur gennem computeren bagefter.... Ja, jeg er ikke helt rask ... jeg ved det!
 
Den her lavede jeg til novellen "Øjvind Kramers monstre". Hovedpersonen har et mareridt, hvor et maddikeagtigt væsen angriber ham.
Aske Schmidt Roses fantastiske forside-tegning til "Rummets guder 2". Den blev lidt mørk, da den blev trykt (det var svært at få gengivet de mørke, røde toner perfekt), så jeg synes, den fortjener at blive vist her i god kvalitet og uden titel og forfatternavn henover. Vi var inspireret af sådan en Star Wars-agtig rumbar, hvor universets værste skurke holder til. Det er sjældent, man kan slippe af sted med en forside, hvor man kun viser skurkene (og ikke heltene), men her virkede det faktisk! 
Den her lavede jeg til novellen "Øjvind Kramers monstre". Hovedpersonen har et mareridt, hvor et maddikeagtigt væsen angriber ham.
Den her tegning lavede jeg til novellen "Öjvind Kramers monstre". Hovedpersonen har et mareridt, hvor et væsen lavet af maddiker angriber ham. 
En rigtig klam én her! Fra novellen "Iá Didrik-Svendsen" (fra novellesamlingen "Öjvind Kramers monstre"). En professor, som har set (og hørt) det unævnelige og vælger at dolke sig selv i ørerne og rive sine øjne ud. En rigtig møgdag for den gode professor!
Det er første gang, den her fantastiske og skøre tegning af Aske Schmidt Rose ser dagens lys. Den skulle have prydet forsiden til bind 3 i Døde Dennis-serien, problemet var bare, at den bog aldrig udkom! Grunden var at bind 1 og 2 solgte så dårligt, at økonomien slet ikke hang sammen i den serie, og den ikke kunne fortsætte efter bind 2. Sådan kan det gå ... og så havde jeg den her fede tegning i overskud. Bind 3 skulle have haft titlen "Døde Dennis og Fnatten". Fnatten er det store væsen, der jagter vores helte på tegningen.
Her er originaltegningen til "Monsterbold", inden den røg en tur gennem computeren og blev renset og strammet op. Min scanner gik i stykker en gang sidste år, så nu tager jeg på mit lokale bibliotek og scanner tegningerne til forsider. Biblioteket plejer at være ret flinke til at bestille mine bøger - og så er det altså meget sjovt at tænke på, at jeg scannede tegningerne til forsiderne derovre.
En grotesk karikatur af Donald Trump. Jeg tegnede den i perioden, hvor Trump ikke ville anerkende valgresulatet. Det var så åbenbart sådan her, jeg forestillede mig, at han sad forskanset et sted i det hvide hus og spiste ... kul? Sorte nuggets med blodsovs? Tegningen er ikke blevet brugt i nogen bøger, men måske kunne jeg lade den inspirere mig til en historie en dag. Måske om en eks-præsident, der blev opfattet som harmløs nu, men stadig havde lidt bid?
Jonas Wilmann - kontakt: jonaswilmann@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net