Grænseløse verdener


Jeg blev født i 1979 og var så heldig at få lov at være barn i firserne. Og jo, de var fede. Det var en anden tid, hvor man viste ækle og klistrede film (som genindspilningerne af The Blob og ... yrk ...The Fly) for børn. Man kunne finde Draculablade i enhver kiosk med respekt for sig selv, og op gennem firserne udkom der måske 4-5 superhelteblade om måneden! Med jævne mellemrum kørte mine forældre mig ind til tegneserieparadiset Fantask, hvor jeg mest gik efter grusomme filmblade som Fangoria og Gorezone – jeg kunne stirre på de billeder af ulækre, blodige special effects i timevis (eller til jeg blev dårlig!).

Det var en fed tid med masser af fantasi og monstre, og så var der hverken smartphones eller internet. Bare masser af tid til at kede sig, læse tegneserier og se klamme film, og så selv kaste sig ud i de bloddryppende skriverier (og tegnerier) bagefter.

En gang i halvfemserne fandt jeg H.P. Lovecrafts ”Skyggen over Innsmouth” i Bilka i Hundige Centeret. Det skulle vise sig at blive et vigtigt møde – Lovecraft var en stor inspiration i mine tidligere skriverier, og mon ikke han spøger lidt stadig?

Jeg har skrevet mest i horrorgenren og både til voksne og børn, men siden 2020 har jeg fokuseret på gys der kan læses fra enten 10+ eller 12+ år. Jeg skriver meget tit om drenge i 12-års alderen, måske fordi jeg selv savner den tid – ja, det må være derfor! Fælles for alt hvad jeg skriver, er at det er blodigt og fuld af sort humor. 

Hvis jeg skal fortælle lidt om mig selv, så er jeg nok en lidt mærkelig voksen – jeg samler stadig på tegneserier, horrorblade, legetøjsfigurer, hører dødsmetal, maler warhammerfigurer og alt den slags. Men jeg er selvfølgelig også en ’rigtig’ voksen ved siden af, som er gift, har to børn, et rækkehus og en ligusterhæk – så værre er det heller ikke!  

Alle billederne her på siden viser lidt om mit (mærkelige) horrorliv.

 
Jonas Wilmann - kontakt: jonaswilmann@gmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net